Bare tanken om at åbne en bog om grammatik kan være trættende, og man mærker allerede hvordan følelsen af at skulle gabe breder sig i kroppen.
Omvendt kan nogle af os ligge fanget til langt ud på natten med en kærligsroman.
Så i et forsøg på at gøre læsning af grammatik en smule spændende, har jeg forsøgt at skrive om ejefald som en kærlighedshistorie.
Men før historien begynder må vi kort kigge på hvad ejerfald i grunden er.
Når man gerne vil udtrykke hvem der ejer noget hedder det ejefald, f.eks Mikaels tandbørste, Alis hulahopring, osv. På dansk bruges s'et til at markere ejerskab. Ejefald på arabisk hedder idafa og konstrueres ved at sætte mudaf og mudaf ilahi sammen, men før vi kaster os ud i alt det tekniske, kommer her en kærlighedshistorie mellem de to navneord Mudaf og Mudaf ilahi.
Der var engang en rastløs mudaf der gik rundt og var så ufattelig ensom. Det eneste han længtes efter var en som forstod ham og som han kunne dele sit liv med. Mudaf var ret speciel, faktisk opførte han sig ret underligt, aldrig helt ligesom de andre. Alle navneordene plejede jo at ende på tanween, men mudaf nægtede og endte altid bare med et enkelt fatha, kasra eller damma. Hvis mudaf var et menneske ville han nok være sådan en særlig der altid gik med kun en sok frem for to. Han ville have pjusket hår og eftertænksomme store øjne. Han ville sige de forkerte ting på de forkerte tidspunkter.
En grå regnvejrsdag spadserede Mudaf formålsløst rundt i parken da han stødte ind i Mudaf ilahi. Hun bemærkede straks at han ikke var ligesom de andre. Hun fandt det charmerende for hun havde også altid selv haft en følelse af at hun ikke passede ind uden at hun vidste hvorfor. Hun følte nok bare mest af alt at hun manglede halvdelen af sig selv og uden at kunne forklare hvorfor gik hun hen til til Mudaf og holdt sin paraply over hans hovedet. De gik videre i stilhed, for uden at de behøvede at sige noget for kunne de mærke at der var noget særligt mellem dem. Fra den dag af var de uadskillelige.
Historien lærer os en grundregel i arabisk grammatik om at Mudaf og Mudaf ilahi er udadskillige. Men andre ord, hvis du støder på særlingen Mudaf kan du være sikker på at der også er en mudaf ilahi i sætningen og på denne måde ved du at sætningen angiver ejerskab. Måske lyder det svært, men husk Mudaf er let at spotte for han går kun rundt med en sok.
Lad mig give dig et eksempel
Hada baytu muhammadin – Det er Muhammads hus.
"baytu" ender kun med damma hvilket er bemærkelsesværdigt da alle navneord uden alif lam skal ende med tanween, derfor er baytu Mudaf.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar